Et studium af Jesu lignelser

af

Alan Campbell B.A.

Matt. 13.kap,v44  Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

v45  Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; v46  og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.

Introduktion

I Mattæusevangeliets 13. kap.er der 7 lignelser om Himmeriget, og vi vil finde, at de kan deles op som følger:

Vi vil gå i detaljer med den gemte skat og den kostbare perle, men før vi gør det, må vi spørge os selv:

Hvad handler lignelserne egentlig om?

Lignelser var et karakteristisk træk i Vor Herres undervisning. Derfor læser vi:

Matt. 13.kap.v34  Alt dette sagde Jesus i lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i lignelser.

Vi må også lægge mærke til det faktum, at lignelserne ikke blot blev givet for at åbenbare, men også for at skjule; derfor sagde Jesus til sine diciple:

Matt. 13.kap.v11   Han svarede dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet. v12  For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.  v13   Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter.  v14   På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger:
      I skal høre og høre, men intet fatte,
      I skal se og se, men intet forstå.
       v15  For dette folks hjerte er dækket med fedt,
      og med ørerne hører de tungt,
      og deres øjne har de lukket til,
      for at de ikke skal se med øjnene,
      høre med ørerne og fatte med hjertet
      og vende om, så jeg må helbrede dem.
v16  Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.

Du vil også observere, når du læser lignelserne i Mattæus 13, at det emne som i første omgang grundlagdes er HIMMERIGET.

Imens det er muligt at bruge disse lignelser til at prædike og præsentere det evangeliske budskab om personlig frelse, eller for den sags skyld budskabet om kristen vækst i nåde, så er hovedsagen i Jesu budskab Guds Rige, og derfor må de ses først og fremst i deres israelitiske context.
Så vi vil begynde vort studium med at spørge:

Hvad er marken?

Så vor lignelse begynder:

Matt. 13.kap.v44  Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Vi behøver ikke at se langt efter svar, for få vers tidligere fastslog Vor Herre kategorisk:

v38   marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn.

Men som historien fortsætter, vil du indse, at det ikke er marken, der er af primær vigtighed, men snarere skatten, som er gemt heri. Marken er faktisk helt tilfældig eller blot ved vejen- Manden er helt forberedt på at betale den højest mulige pris for at komme i besiddelse af skatten, som er begravet i den. Hovedårsagen til købet er snarere skatten end marken, hold det i mindet. Det er på grund af skatten, at hele marken eller verden bliver købt til en så kolossal pris.

Hvem er manden?

Mange som ikke har overvejet eller studeret sagen, har påstået, at manden i lignelsen repræsenterer synderen som, når han endelig forstår den sande værdi af frelsen, opgiver alt for at nå den. Men denne forklaring går helt på tværs af hele budskabet i skrifterne, at frelse er gratis for synderen, ingen betaling eller pris på den; faktisk er der intet han eller hun kan gøre selv, for at opnå den.

Rom.5:v15  men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus.

Rom.6.kap.v23  For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Så frelsen kommer til os som en fri gave, ved nåde gennem tro alene. Derfor er den uidentificerede mand ingen anden end MENNESKESØNNEN, MENNESKET KRISTUS JESUS. Ikke blot er Han den, som skabte og dannede både marken og skatten i første omgang, men Han ved, hvor den er gemt, og det er Ham, som kommer for at lede efter den og køber den tilbage. Manden i historien er identisk med Den Gode Hyrde, som forlader de 99 får for at søge efter og redde det ene, som kom på afveje fra folden. Han kender værdien af skatten, og Han er beredt på at betale prisen, selv alt Han har, for at opnå den.

Hvad er skatten?

Som i så mange andre instanser finder vi, at skriften forklarer sig selv. Den gemte skat er hverken Kristus eller visheden om frelse. Vi vender os til det Gamle Testamente og læser:

2. Mos.19.kap.v5  Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.  v6   I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne

Så Guds ord erklærer tydeligt, at Israelfolket er skatten. Hvad der faktisk fandt sted ved foden af det hellige Sinaibjerg i passagen vi lige har læst, var en vielsesceremoni. Manden var Den Almægtige Gud, bruden var nationen Israel, og Moses var vielsesforetter. Betingelserne i vielseskontrakten var, at Israel lovede at elske og ære Den sande og levende Gud og holde hans bud, love og forordninger. Han i sin tur lovede Israelitterne både materiel og åndelig velsignelse over alle folkeslag på jorden. De skulle være Guds vidner, hans særlige skat. Lige som en brud ved sit bryllup giver sin ed og siger &rdquoJa&rdquo, sådan svarede Israels folk Moses:

2.Mos.19.kap.v8  og folket svarede alle som én: »Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.« Moses bragte folkets svar til Herren.

Hvordan blev skatten tabt, gemt eller skjult!

Uheldigvis forblev Israel ikke trofast til Den Almægtige Gud. Selv den store kong Salomon, som regerede over Israel ,når dets magt var på sit højeste,tillod sine mange hustruer at vende hans hjerte bort fra den sande og levende Gud for at praktisere deres flerguderi. Som et resultat af dette, læser vi i :
 1.Kong .11.kap. v29   Engang da Jeroboam drog fra Jerusalem, mødte han på vejen profeten Akija fra Shilo; han var klædt i en ny kappe, og de var alene derude.v30  Da greb Akija fat i den nye kappe, han havde på, rev den i tolv stykker v31  og sagde til Jeroboam: »Tag ti stykker, for dette siger Herren, Israels Gud: Jeg river kongeriget fra Salomo og giver dig de ti stammer;  v32   den ene stamme skal han beholde for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer. v33  Sådan vil jeg gøre, fordi de svigtede mig og tilbad Astarte, sidoniernes gud, Kemosh, Moabs gud, og Milkom, ammonitternes gud, og fordi de ikke vandrede ad mine veje og ikke gjorde, hvad der var ret i mine øjne, og ikke holdt mine love og retsregler, som hans far David gjorde. v34  Men jeg vil ikke tage hele kongedømmet fra ham; jeg vil lade ham være fyrste, så længe han lever, for min tjener Davids skyld, ham som jeg udvalgte, fordi han holdt mine befalinger og love.  v35   Men jeg vil tage kongeriget fra hans søn og give det til dig, de ti stammer.

Sikkert var, at denne bemærkelsesværde profeti om dom og opløsning blev opfyldt i Rehoboam, Salomons søns dage. De 10 nordlige stammer gjorde oprør og dannede et adskildt kongerige for Israel, regeret af Jeroboam. Rehoboam beholdt Juda, Benjamin og Levi stammer for at danne det sydlige kongerige, Judæa. Fra da af bliver de omtalt i historie og profeti som 2 kongeriger, 2 huse, 2familier, 2 nationer, 2 kæppe, 2 søstre og 2 sønner.

Rehoboam samlede en stor hær sammen for at marchere nordpå, for at undertrykke oprørerne og genforene kongeriget Israel, men blev af Gud udtrykkeligt forbudt at gøre det:

1.Kong12.kap.v24  Dette siger Herren: I må ikke rykke ud til krig mod jeres brødre, israelitterne. I skal alle sammen vende hjem, for det, der er sket, er kommet fra mig.« De adlød Herrens ord, og på hans befaling vendte de hjem.

Nogle århundreder senere var det nordlige kongedømme Israel blevet så ondt og frafaldent, at Gud tillod, at de blev besegret af assyrerne tilsammen med ca. 200.000 judæere fra det sydlige kongerige. De blev deporteret i exil fra 745-676 f. Kr. for aldrig at vende tilbage til Palæstina. Sådan læser vi:

2.kong.17.kap.v18   Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sine øjne. Kun Judas stamme blev tilbage. v19  Men heller ikke Juda holdt Herren deres Guds befalinger, men fulgte den sæd og skik, som Israel havde brugt. v20  Derfor forkastede Herren hele Israels slægt, ydmygede dem og overgav dem til folk, som udplyndrede dem, indtil han forstødte dem fra sit ansigt.

2.kong17.kap.:v6   I Hoseas niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria, førte Israel i eksil til Assyrien og bosatte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer.

2.kong18kap:v11  Assyrerkongen førte Israel i eksil til Assyrien, og han anbragte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer.  v12   Det skete, fordi de ikke havde adlydt Herren deres Gud, men brød hans pagt, alt det Herrens tjener Moses havde befalet. De hverken hørte det eller handlede efter det.